Trafikselskaberne i Danmark
Trafikselskaberne i Danmark – Danish Public Transport Authorities – blev stiftet 01.08.2008. Medlemmerne er de seks regionale trafikselskaber i Danmark
Trafikselskaberne blev etableret i 2007 i forbindelse med kommunalreformen. Ifølge Lov om trafikselskaber skal hver region etablere et eller flere trafikselskaber. De seks trafikselskaber administrerer den kollektive trafik i deres område.
Kommuner og regioner er i denne sammenhæng “bestillere”. Regionerne bestiller og betaler den regionale bustrafik samt lokalbaner og kommunerne bestiller og betaler for kommunale og lokale trafik.
Trafikselskaberne sammenfatter kommuner og regioners ønsker og sikrer sammenhængende kollektiv trafik. Selskaberne råder, vejleder og leverer den ønskede kollektive trafik – samt varetager de praktiske gøremål: Indgår kontrakter med busoperatører, overvåger trafikken, fastlægger og koordinerer køreplaner, driver takstsystemer mm.
De Økonomiske Råd påpeger, at erfaringerne med udlicitering af busdriften i Danmark er gode. Trafikselskaberne er innovative kommunale og regionale indkøbsfællesskaber, der har bidraget til at professionalisere og effektivisere den kollektive trafik. Det er – også internationalt – unikt, at trafikselskabernes drift i så høj grad er udliciteret. Det har bidraget til bedre og billigere kollektiv trafik.
Foreningens formål
Trafikselskaberne i Danmark blev stiftet i 2008 og er brancheforening for de seks regionale trafikselskaber. Det følger af vedtægterne, at ”Foreningens formål er at give trafikselskaberne en platform, hvorfra de kan varetage deres fælles interesser. Det gælder dels fagligt, i form af et samarbejde og dels politisk, i form af et talerør.”
Det faglige samarbejde
Der afholdes i regi af trafikselskabsforeningen fire årlige direktørmøder. Der er et tæt samarbejde med KL og Danske Regioner, der bl.a. via kvartalsmøder holdes opdaterede om, hvad der sker på kollektiv trafik-området.
Sekretariatet følger den nationale og europæiske lovgivning. Der er etableret en høringskreds blandt trafikselskaberne, hvor fælles høringssvar drøftes udarbejdes. Sekretariatet deltager i Transport-, Bygnings- og Boligministeriets EU-specialudvalg samt den europæiske komite for den internationale organisation for kollektiv transport (UITP).
Foreningens sekretariat arrangerer endvidere faglige netværksmøder for medarbejdere i trafikselskaberne, hvor der erfaringsudveksles og drøftes fælles faglige problemstillinger.
Case: Samarbejdsaftale om landsdækkende handicapbefordring
En ad hoc-gruppe blandt trafikselskaberne har udarbejdet en samarbejdsaftale om landsdækkende handicapbefordring. Baggrunden var den reviderede lov om trafikselskaber, der gav mulighed for, at ’trafikselskaberne kan samarbejde om individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede, som krydser grænserne mellem mere end to trafikselskabers områder’. Samarbejdsaftalen medfører, at brugerne via kontakt til eget trafikselskab let kan arrangere transport rundt i landet. Kunderne bestiller den landsdækkende rejse ét sted, oplever priser og regler kendt fra eget område samt større driftssikkerhed i og med deres tilslutningsrejse nu bliver monitoreret af trafikselskabet.
Det politiske talerør
Der afholdes i regi af trafikselskabsforeningen to til tre bestyrelsesmøder om året samt et årligt møde mellem TiD-formandskabet og udvalgsformænd fra KL og Danske Regioner. Der er tradition for, at TiD-bestyrelsen mødes med transportministeren. Det har givet ministrene anledning til at møde formændene og trafikselskaberne mulighed for at præsentere aktuelle indsatsområder.
Via samarbejdet i foreningen kan selskaberne alt andet lige stå stærkere – samt med øget legitimitet og vægt løfte fælles, politiske problemstillinger.
Case: Ny taxilov og fortsat mulighed for Flextur
Ved årsskiftet til 2018 trådte en ny taxilov i kraft. Trafikselskaberne havde længe bakket op om en modernisering, men som arbejdet skred frem var der indikationer på forringelser endsige afskaffelse af Flextur – en del af den koordinerede kollektive Flextrafik (Telekørsel på Fyn). På baggrund heraf intensiverede trafikselskaberne interessevaretagelse via debatindlæg, redegørelse til transport-ministeren, et bestyrelsesmedlem tog sagen op i KLs bestyrelse, foretræder for minister og ordfører samt aktivering af andre organisationer. Forløbet gav trafikselskaberne mulighed for at forklare og fremvise Flextrafik-systemet, hvilket bankede myter i gulvet og skabte forståelse for og respekt om trafikselskabernes opgaveløsning.
Bestyrelsen for Trafikselskaberne i Danmark
I bestyrelsen for TiD sidder formændene for de regionale trafikselskaber samt Movias næstformand. At bestyrelsen er folkevalgt sikrer trafikselskaberne legitimitet samt lokal forankring og relevans.
Bestyrelsen konstituerede sig 17. marts 2022 og ser ud som følger:
- Formand Steen Windum formand for Midttrafik
- Næstformand Gert Jørgensen, næstformand i Movia
- Morten Andersen, FynBus
- Helle Munk Ravnborg, BAT
- Kirsten Jensen, Movia
- Søren Kusk, NT
- Preben Friis-Hauge, Sydtrafik
Foreningens sekretariat
Foreningen sekretariatsbetjenes af sekretariatschef Lone Rasmussen, mobil +45 2340 16 39, e-mail lor@moviatrafik.dk .